Black Friday har været årets største handelsdag i Danmark siden 2015, og det tyder på at den er kommet for at blive. I 2019 ramte vi Danmarks allerstørste handelsdag nogensinde, med et forbrug på 2,11 mia. Den eneste grund til at dette tal ikke er blevet overhalet i 2020, er at Black Friday er blevet til Black Week. Så selvom salget på Black Friday faldt med 14 % fra 2019 til 2020, steg salget til gengæld med 9 %, når man kigger over hele ugen.
Hvorfor er Black Friday et problem?
Black Friday legitimerer og ligefrem opfordrer til overforbrug, og formår på en eller anden måde, at snige sig uden om forbrugerens “grønne” fornuft. Bare fordi tingene koster mindre, skader de stadig miljøet lige så meget. Foruden den direkte klimabelastning, betyder det også at vi fastholder os selv i et mindset, vi har forsøgt at komme af med i årtier.
Mange vil modargumentere kritikken af Black Friday med, at de blot benytter det til at foretage tidlig juleshopping, og deres forbrug derfor i det store hele ville være det samme. Og rigtigt nok er julegavekøbet det, der shoppes mest af på Black Friday. FDIH har lavet en undersøgelse fra Black Friday 2019, der viser at hele 61 % af varer der købes, formodes at være under denne kategori. 38 % er ting, der er planlagt at købe til sig selv, hvortil der ventes til Black Friday med at købe det. 22 % af varerne er impulsshopping. Det vil sige at en femtedel af varerne, der købes den dag, er ting der ellers ikke ville være købt. Derfor kan det godt være, at de fleste af de produkter du køber er tiltænkt som julegave, men der ryger ofte en ekstra ting eller to med i shopping kurven, fordi “nu når det alligevel er på tilbud”.
Har du brug for det?
Det første du skal spørge om er i virkeligheden nok: “Har jeg brug for det?”. Det burde vi altid gøre når vi forbruger, men især med “gode” tilbud og masse-marketing har vi svært ved at stille os selv det spørgsmål. Skal Tv’et virkelig skiftes ud med et nyt? Har du behov for en ekstra iPad? Har du ikke rigeligt tøj i dit garderobeskab?
Hvis de ting du vil købe på Black Friday, er ting du har ventet med at købe til det var på tilbud, er der stor sandsynlighed for at du slet ikke har behov for det.
Det er svært at undgå hypet og tilbuddene, men prøv at sætte dig noget andet for. Læg planer den dag, eller beslut dig for at holde en afslapningsdag uden internet og shopping. Kedsomhed kan ofte lede til forbrug.
Alternativer til at købe nye ting.
Har du allerede sat dig for at bruge penge på Black Friday, kan det være svært at lade være. Derfor vil vi give dig nogle forslag til, hvor du kan bruge penge, som ikke koster det store på klima-kontoen. Det er både noget du kan bruge på Black Friday, men selvfølgelig også generelt, når du tænker på at forbruge.
Oplevelser
Er de penge du bruger på Black Friday tiltænkt forkælelse? I så fald foreslår vi dig at bruge penge på oplevelser frem for genstande. Det kan for eksempel være et lækkert restaurantbesøg. En del restauranter har også Black Friday tilbud du kan benytte dig af - så du stadig sparer penge. Derudover er det også en god måde at støtte det lokale erhvervsliv. Mange restauranter er stadig ved at komme sig efter corona-nedlukningen.
Du har også ofte mulighed for at spare penge på oplevelsesgavekort, som du enten kan benytte selv, eller give til andre i gave.
Købe brugt
Selvom du næppe finder Black Friday tilbud fra folks private salg af brugte ting, er det altid en god måde at spare pengepung og klima på. Hvis du ikke er så meget for at købe direkte brugt fra andre private personer, kan du også kigge på butikker, der gensælger. Det kan for eksempel være fra BlueCity, Greenmind, Nakd Circle eller Zalando Pre-owned. Her kan du som regel også finde rabat på Black Friday.
Reparation
Vi kan ikke understrege nok, hvor godt et alternativ reparationer er til at købe nyt. Har din computer behov for et nyt batteri, er syningen gået op på din yndlings-jakke, eller er dine højttalere stoppet med at spille? Hvorfor ikke bruge dine penge på ting du allerede ejer?
For at hjælpe dig til at vælge reparationer frem for at købe nyt, har vi lavet et Green Friday tilbud. Derfor kan du spare 10 % på alle de tilbud, du får på reparationer oprettet fra den 15. november til og med den 26. november (Black Friday). På den måde kan du, som det mindste, undersøge prisen på en reparation, før du endeligt beslutter om du vil købe nyt eller ej. Opret din reparation her.
Investering eller donation
I gennemsnit bruger en person der shopper på Black Friday 2.491 kroner. I stedet for at bruge de penge på genstande, kan du vælge at investere dem - selvfølgelig helst i grønne aktier. Det bliver du uden tvivl glad for senere i livet. Alternativt, hvis du føler du har overskud til det, kan du også vælge at donere de penge, du ellers ville have brugt på Black Friday, til en god sag.
Hvis du har noget du absolut MÅ købe.
Lav en indkøbsliste
Har du nogensinde taget en indkøbsliste med til supermarkedet, fordi det hjælper dig med at afholde dig fra impulskøbene? På Black Friday kan du gøre det samme. Lav din research forinden, skriv en liste med de ting du skal købe og køb så ikke mere end det.
Køb lokalt og bæredygtigt
Igen får du et råd, du også kan benytte på alle andre af årets dage. Når du skal købe et nyt produkt, er det værd at kigge på om du kan købe noget, der er lokalt og/eller bæredygtigt produceret. Især hvis du er på udkig efter nyt tøj, er der som regel en del bæredygtige og lokale alternativer, til de store fast-fashion brands.
Er det overhovedet billigere?
Mange detailhandlere i Danmark har mødt en del kritik og skepsis, fordi de i tiden op til Black Friday har sat prisen på deres varer op, og deres tilbud på Black Friday dermed ikke er reelle. Det er værd at overveje om dit forbrug på Black Friday, overhovedet kan retfærdiggøres med at tingene bliver billigere. Vi foreslår derfor at du researcher produkterne på forhånd, for at undgå at blive snydt. Det nedsætter samtidig andelen af impulskøb.
Julegavekøbet.
Som nævnt tidligere er størstedelen af salget på Black Friday tidlige julegavekøb. Og de skal jo foretages. Men ligesom med de ting du køber til dig selv, findes der også mange bæredygtige alternativer til de julegavekøb du foretager dig. Vi har udgivet guiden 'Juleguide - Bæredygtige gaver', hvor du kan finde inspiration.
Noget der kan virke som et tabu er at købe brugte ting i julegave. Vi vil gerne opfordre jer til, at tage snakken med jeres familie og nære omkring muligheden for at købe brugte gaver. Ifølge dba’s genbrugsindeks vil nemlig hele 69 % gerne modtage brugte ting i gave. Der kan derfor være meget at hente på klimaregningen.
Den ekstra mil.
Er du en af dem der allerede havde tænkt dig at droppe Black Friday-forbruget, og har du overskud til at gøre endnu mere?
Det første du kan gøre er, at lade være med at følge og like ting fra virksomheder, der reklamerer for Black Friday, eller skjule reklamer der promoverer Black Friday salget på de sociale medier. Det kan godt være at det ikke er noget problem for dig, og du har nemt ved at ignorere det, men hvis du viser at det ikke har interesse for dig, er der også mindre chance for at det bliver sendt videre til dine venner og bekendte.
Del budskabet om at droppe Black Friday! Gør dine venner og familie opmærksomme på problemet - der er god chance for at de ikke har tænkt over konsekvenserne. Du kan også dele budskabet gennem dine sociale medier og/eller sørge for at kommentere, like og dele ting fra aktører der går imod overforbruget.
Her er lidt hashtags du kan overveje at bruge/følge: #greenfriday #circularmonday #antiblackfriday
Vi håber at du føler dig inspireret og godt klædt på til at undgå overforbruget på Black Friday. Husk at dele denne guide, med andre du tænker den kunne have relevans for. Hvis du vil høre mere om Saras tanker angående Black Friday, og hvorfor det er et problem, kan du læse hendes debatindlæg "Vi skal bekæmpe, at Black Friday bliver en trend", der blev udgivet sidste år i Politikens Klimamonitor.
Lad os sammen gøre op med køb-og-smid-væk-samfundet.